Snit alle løgene og kom dem i et ildfast fad, krydr med salt og peber og hæld eddiken ved. Stil dem i ovnen ved 190 grader indtil de er bløde - ca. 20 minutter. Vend dem evt. undervejs. Er man til søde, bløde løg kan man drysse med 1 tsk. lys rørsukker midt i bagetiden. Bøfferne formes, krydres og sættes i ovnen i ildfast fad ved 190 grader i 10 minutter. Væsken hældes fra og det finthakkede porre-peberfrugt lægges på bøffen, som bages færdig i yderligere 5 minutter. Kog kartofler i letsaltet vand. Kom skalotteløg i en gryde og kom soja ved, når de bider i bunden af gryden og vand og rosmarin. Lad koge sagte/simre i 15 minutter. Si væsken og kog den op, så den er så varm som muligt. Fromage fraisen, der er taget ud på forhånd og rørt i en skål nær ilden, for ikke at køle sovsen voldsomt ned, piskes i.
Tip - broccolien og kartoflerne kunne sprayes med god olivenolie ved servering, eller der kunne tilføres kogevandet en spsk. god olivenolie. På meget fine - og fede - restauranter koges alle grønsager i 2/3 vand og 1/3 olivenolie. Det er nok af energimæssige og økonomiske årsager lige vel meget.
Tip - agurkesalaten er lavet af flækkede agurker, hvor kernedelen er fjernet med en skarp ske og derefter er agurkerne skåret i skiver (halvmåner). Frisk dild til. Marinaden til de syltede agurker er: til 3 agurker: en halv liter ufarvet husholdningseddike, 500 g lyst rørsukker og 100 g havsalt. Marinaden blandes godt og hældes over agurkerne i rene glas. Marinaden kan trække en 2-3 hold agurker over en måned på køl.