Skræl kartoflerne og skær dem i skiver. Læg dem på en stegepande med smeltet smør. Steg over jævn varme i 6-8 min, til de er møre. Vend kartoflerne flere gange. Drys 1/4 tsk salt på.
Pisk æggene let sammen med mælk, 1/2 tsk salt og et lille drys peber.
Skær pølserne i skiver og bland dem med kartoflerne på panden.
Hæld æggemassen over kartoflerne og skru ned til svagere varme. Stik lidt ned i æggene med en stegespade, så det flydende kan løbe ned i bunden og stivne.
Lidt før æggekagen er stivnet, skæres tomaterne i skiver, der lægges ovenpå. Drys klippet purløg over.