1-1.5 kg rugkerner (eller 1 L) overhældes med 1 L kogende vand og tilsættes 2 spsk salt. Når det er kølet af til 'fingervarm' tilsættes 1 L kærnemælk og et 'drys' tørgær, og lidt rugmel røres i indtil det har en grødet konsistens. Hvis man synes, kan man sikkert også kaste en håndfuld solsikkekerner eller andre fuglefrø i ;-) Dejen står lunt natten over (eller, hvis man har god tid, et døgn), hvorefter rugmel æltes i (i skålen) indtil man ikke kan arbejde med en hånd længere. Hvis dejen er for blød bliver brødet også meget vådt - og klistret! Nu er dejen færdig, og skal så have lov at stå endnu 1/2-1 døgn før den puttes i en smurt form, hvor den skal hæve endnu et halvt døgns tid.
Husk at tage en klat fra til næste gang! Klatten lægges i en lille plastikskål (med låg), drysses med 1 spsk salt og sættes i køleskabet. Den kan holde sig længe, men kommer til at se lidt underlig ud efterhånden. Ikke noget at bekymre sig om, tror jeg - i hvert fald så længe det kun er saltet øverst, der bliver til et grumset-uklart lag, og dejens indre, der med tiden bliver rødlig.
Under diverse hævninger skal dejen dækkes med et fugtigt klæde eller plastik - aluminiumsfilm bliver opløst af syren i dejen!!!
Ovnen forvarmes til 175C, brødene bages 45 min., hvorefter de dækkes med staniol og bages endnu 45 min. Efter bagning tages brødene ud af formene, pakkes ind i et viskestykke hver og lades afkøle på hovedet.
Med leverpostej, rullepølse, ost og meget andet.