Skær smørret i tynde skiver og kom dem i køkkenmaskinens skål. Tilsæt grahamsmel, 6 dl hvedemel, salt, sukker og gær delt i mindre stykker. Hæld fingervarmt vand over. Ælt dejen på lav hastighed først og øg til mellemhastighed. Kør maskinen i 5 minutter. Læg et viskestykke over og lad dejen hæve til dobbelt størrelse. Tiden er afhængig af, hvor varmt der er i køkkenet. Regn med ca. 30 minutter. Tilsæt solsikkekerner og kør maskinen, så de blander sig med dejen. Tag dejen ud på et meldrysset bord og del den i 6 stykker. Form stykkerne til runde boller, som derefter rulles ud til stængler på ca. 30 cm. Læg 3 stængler med ca. 5 cm mellemrum på en plade med bagepapir. Læg de resterende 3 stængler tværs over og flet dem sammen, så den enkelte stængel skiftevis ligger øverst og nederst. Læg et viskestykke over og lad dejen hæve yderligere 30 minutter. Sæt ovnen på 250 grader. Pensl brødet med æg eller yoghurt og strø frøene over. Sæt bagepladen nederst i ovnen. Sænk temperaturen til 225 g grader og bag ca. 15 minutter - til brødet er smukt gyldent. Lad brødet afkøle på en rist.