Annonce
Nu kommer æblerne!
Thor Nørregaard
De første æbler er høstet, og forbrugerne kan forvente æbler og pærer med masser af smag. De er mindre og flottere end sidste år, og så er der flere af dem. Vejret har nemlig vist sig fra sin bedste side. Vejret var perfekt, da æble- og pæretræerne skulle blomstre. Da bierne kom forbi for at bestøve frugterne, skinnede solen, og under modningen fik æblerne og pærerne al den kulde og varme, de havde brug for. Kort sagt, årets æbler og pærer har haft de bedste betingelser. For den kølige juni og varme juli har nemlig skabt nogle saftige æbler og pærer, der smager ekstra godt i år. I størrelse er æblerne en smule mindre end dem fra sidste års høst, men det er faktisk en god nyhed! ”Når de er mindre, er smagen til gengæld kraftigere. Ud over at æblerne har mere smag, så er der også flere af dem i år. Alene for pærerne er der dobbelt så mange,” siger Laurits Balle, formand for Gartneribruget Afsætningsudvalg for frugt og bær. Vejret spiller en vigtig rolle for æblers og pærers udseende og smag. For frugterne bliver bedst, hvis de udsættes for både kulde og varme under modningen, forklarer Laurids Balle. ”Når vejret skiftevis er koldt og varmt, møder æbletræerne hele tiden modstand, fordi de skal bruge lang tid på modningen. Det resulterer i mindre æbler, som så til gengæld har mere aroma og bliver mere intensive i smagen.” Mariehøns hjælper til Sommerens landeplage, de mange små mariehøns, har været en stor hjælp for æble- og pæreavlerne. De har nemlig fortæret en del af de mange skadedyr, som går i frugterne. ”Og det er vi glade for, både fordi vi har undgået at sprøjte, men også fordi vi har fået nogle flotte, glatte æbler og pærer, der ikke er ødelagt af skadedyr,” siger Laurits Balle. Mariehønsene kommer på arbejde lidt endnu. Høsten strækker sig nemlig over 10 uger fra 12. august til starten af november. Æblets dag Årets æblehøst skal fejres. Og det bliver den traditionen tro med Æblets Dag, som i år er lørdag 12. september. Dagen markerer samtidig starten på æblefesten, der varer resten af året og som består af forskellige aktiviteter over hele landet. ”Æblefesten skal øge interessen for æbler, gøre opmærksom på æblernes unikke smag og store mangfoldighed. I mange europæiske lande fejrer man høsten af vin, oliven og andre fødevarer på med folkefester, prøvesmagninger og aktiviteter for børn og voksne. Det samme gør vi for æblerne,” siger Laurits Balle. På www.aeblefest.dk kan man finde oplysninger om de mange æblefestaktiviteter, der finder sted i løbet af efteråret med blandt andet åbne plantager, få mere viden om æblesorter, finde spændende opskrifter og deltage i Æblefest-konkurrencen, som løber fra 12. september til 5. oktober. Æblefesten afholdes for 5. år i træk og arrangeres af Gartneribrugets Afsætningsudvalg. Om sorter og sæsoner Æblerne plukkes på forskellige tidspunkter i løbet af perioden august til november, hvor Discovery sorten er den første til at plukkes, og de røde Jonagold er de sidste. Sæsonmæssigt strækker æblerne sig fra august til april, og man taler derfor om de tre sæsoner, sommeræblerne, efterårsæblerne og vinteræblerne. I år spår avlerne om en høst på 26 mio. kilo æbler og 7 mio. kilo pærer, hvilket svarer til henholdsvis 170 mio. stk. æbler og 40 mio. stk. pærer. Der findes en række forskellige sorter. Det tager mellem 10-15 år at udvikle en ny sort. Discovery: Sommeræble, der er middelsort, sødt og let aromatisk i smagen. Guldborg: Sommeræble, der er lille og grønt med røde striber, syrligt og stærk aroma. Rød Aroma: Sensommeræble, middelstort med stærk aromatisk smag. Sunrise: Sommeræble, der er lille, gyldent og sødt og aromatisk. Rødt Gråsten: Sommeræble, der er middelstort, sprødt og saftigt med syrlig-sød aroma. Gala Must: Efterårsæble, der er middelstort, rødt, sødt og saftigt. Elstar: Efterårsæble, der er mellemstort, fast saftigt med syrlig-sød smag. Pigeon: Efterårsæble, der er lille og rødt med syrlig-sød aromatisk smag. Rød Ingrid Marie: Efterårsæble, der er mellemstort, fast og saftigt med frisk, syrlig-sød smag. Belle de boskoop: Efterårsæble, der er mellemstort og egner sig i madlavningen. Har en syrlig aromatisk smag. Cox Orange: Efterårsæble, der er mellemstort, rødgrønt, halvtørt, sødligt og med kraftig aroma. Holsteiner Cox: Efterårsæble, der er mellemstort, fast, saftigt og lidt syrligt med god aroma. Rubens: Efterårsæble, der mellemstort, fast, saftigt og sødt. Rød Jonagold: Vinteræble, mellemstort, rødgult, syrlig-sød og krydret smag.
Kommentarer
Skriv kommentar
Kommer snart, under udvikling
Annonce
Populære kategorier
Følg & Tilmeld
Opskrifter til inspiration hurtigt og nemt
Velkommen til Maduniverset.dk - dit ultimative destination for inspiration til madlavning og opskrifter. Udforsk vores omfattende samling af lækre opskrifter, lær nyttige madlavningsteknikker og find tips til at forbedre dine kulinariske færdigheder. Vores passion er at dele glæden ved god mad, og vi stræber efter at være din pålidelige guide til at skabe uforglemmelige måltider. Lad os sammen udforske verdenen af smag og nydelse. Bon appétit!
Opskrifter er lagt på af Maduniversets brugere eller af Maduniverset. Alle er velkommen til at oprette en gratis profil og tilføje en lækker nem opskrift
Copyright © Maduniverset™ 1999-2024
cookies på Maduniverset |
Kontakt