Denne drik er et alternativ til komælk, hvis man f.eks. skulle have enten mælkeallergi eller laktoseintolerance eller hvis man blot ikke bryder sig om at drikke mælk fra dyr (veganere osv.). Desuden er den billigere.
• 100 g kokosmel (kaldes også undertiden kokosflager)
• 1 liter vand
• En sjat vaniljeessens eller vaniljepulver (man kan også bruge vaniljesukker). Evt. et drys kanel.
• 1 spsk. agavesirup. Som alternativ kan man bruge akaciehonning eller sukker. Vil man undgå sukker i madlavningen kan man bruge birkesukker (~»xylitol«) eller sukrin (»erythrit«).
• ca. 1 spsk. neutral madolie uden smag. Økologisk, koldpresset rapsolie er godt.
(Opskriften fortsætter under reklamen)
SÅDAN GØR DU
Hæld alle ingredienserne — men kun halvdelen af vandet — i en skål eller plastikdunk og lad det trække natten over i køleskabet. Dette skridt er ikke strengt nødvendigt, men det tjener til at blødgøre kokosflagerne.
Hæld indholdet af skålen i blenderen og blend det på næsthøjeste trin i ca. 2 minutter. Tilsæt herefter den sidste halvdel af vandet og blend det færdigt i ca. 2 minutter. Hæld herefter massen gennem et klædestykke ned i en skål.
Opbevaring: En tætlukket glasflaske el. lignende i køleskabet.
TIP 1: Hvis man ender med at få lidt mindre end 1 liter færdig kokosmælk efter denne proces, kan man evt. fylde op til 1 liter med vand fra vandhanen (eller selvf. kildevand).
TIP 2: Ønsker man udover et alternativ til mælk også et flødealternativ, så kan man lave kokosfløde helt på samme måde som kokosmælk ved at følge ovenstående opskrift, men kun med ca. 300 mL vand eller endnu mindre.
SERVERING
Denne drik kan bruges til stort set de samme ting som komælk. Den har desuden en række fordele i forhold til komælk: F.eks. bliver den ikke så nemt sur/dårlig efter kun få dage i køleskabet. Især ikke, hvis man forlænger holdbarheden ved at give den et kort opkog inden den hældes på flaske. Desuden dannes der ikke nogen hinde (~»hud«) på overfladen, hvis man bruger den til kakao. Ulempen er selvfølgelig, at den ikke indeholder calcium ligesom komælk.
FÅ 15% RABAT på køkkenudstyr (kode: nywebshop2020) fx. på en chokolade fondue, No touch sæbedispenser, Grapefrugtkniv eller en affaldsspand med autolåg og 300 andre produkter KLIK HER Køkkenuniverset.dk (fri fragt over 450 kr.)