Smelt margarine - mængden afhænger af hvor mange der skal spise med, jeg bruger ca. 50 g til seks personer.
Rør mel i det (ca. 1,5 store spsk pr. 50 gr), til det er en tyk masse i bunden af gryden og spæd til med væske fra kødet, lidt ad gangen. Lad hele tiden sovsen komme op og røre kogepunktet før du tilføjer mere væske. Når det er en meget tyk sovs, eller du er ved at løbe tør for kødvæske, skifter du over til mælk. Fortsæt med at spæde med mælken indtil det har den konsistens du foretrækker.
Nu kommer det vigtige: der skal smages til med eddike, honning, salt og peber. Det er vigtigt at alle tre smagsgrupper dækkes. Tilføj lidt ad gangen, af de forskellige ingredienser, indtil sovsen er helt perfekt. Hvis ikke kødsmagen er kraftif nok, kan man forstærke den med svine-, kalve-, okse-, kyllinge- eller andefond - alt efter hvilken form for kød man serverer. Tilføj kulør indtil farven også er perfekt.
Serveres sammen med lækkert veltilberedt kød, og det tilbehør man har mest lyst til.